Gentofte sparer borgernes adgang til Filmstriben væk
GENTOFTE: Som en af de få kommuner i landet er Gentofte nu på vej til at opsige sin aftale med Filmstriben, de danske bibliotekers digitale tilbud om lån af film.
Det skyldes ikke manglende interesse blandt borgerne for tilbuddet om at leje gratis film. Tværtimod. Borgerne i kommunen låner flere og flere film og andre digitale materialer, men uden at det modsvares af færre udlån af fysiske materialer. Derfor presses bibliotekernes økonomi.
Der er i budgettet for Gentofte Bibliotekerne i år afsat 1,8 mio. kr. til digitale materialer, men forbruget forventes at blive 2,8 mio. kr., heraf cirka 1 mio. kr. til Filmstriben, viser referatet fra kultur-, unge- og fritidsudvalget. Derfor indstiller et enigt udvalg til kommunalbestyrelsen, at aftalen opsiges.
Adgang via DRTV
"I dag har mange borgere adgang til en eller flere kommercielle online streamingtjenester, og samtidig har DRTV efterhånden et meget stort udvalg af on demand kvalitetsfilm, tv-serier og dokumentarer til både børn og voksne," lyder forvaltningens begrundelse, som fortsætter:
"DRTV har en netplayer, som er mere brugervenlig end Filmstriben, og da DRTV samtidig er uden vanskelige login-procedurer, er det vurderingen, at dette public service-tilbud er mere anvendeligt for de fleste borgere."
Et lån på Filmstriben koster point, og kommunerne beslutter selv, hvor mange point deres borgere har hver måned. Gentofte overvejede at sænke sit pointtal fra de hidtidige 40 til fx 10, men konkluderede, at det kun ville give en begrænset besparelse på 200.000-300.000 kr.
Kerteminde og Høje-Taastrup
Siden Læsø som den sidste kommune tilsluttede sig Filmstriben i sommeren 2021, har samtlige landets kommuner været med, oplyser Filmstribens produktchef, Peter Danelund, til DK Nyt.
To andre kommuner har dog også valgt at droppe tilbuddet for nylig, nemlig Kerteminde og Høje-Taastrup. De opsagde begge deres aftaler fra 1. januar i år, oplyser han.
For tre år siden var også Københavns Kommune på vej til at opsige samarbejdet med Filmstriben, men det endte med at blive droppet igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.